Dyrenes Beskyttelse
Brancheforeningen for hunde og kattepensioner
Print
Sitemap
Til forsiden

Ophold på Blæsenborg Kattepension

Her er alle katte velkomne, også de, som måske ikke er så lette at få passet andre steder (hankatte over 6 måneder skal dog være kastreret).

 

Vi har naturligvis godkendelse fra Politi og Veterinærmyndigheder, og vores tilknyttede dyrlæge kommer på uanmeldt tilsyn 3-4 gange om året.

 

Vi stiller en række krav til dig som katteejer, hvis din kat skal passes af os. Du skal vide, at det bestemt ikke er for at genere dig eller lette vores arbejdsdag. Det er alene af hensyn til din kat, dens velbefindende og helbred.

 

Vi gør ALT for at minimere smitsomme sygdomme, derfor skal din kat være:

  • Vaccineret indenfor de sidste 12 måneder (attest forevises)
  • Loppe- og ormefri
  • Rask eller i behandling for ikke smitsom sygdom

 

Vaccine af katten må ikke ske senere end 8 dage før opholdets første dag.

Ser vi lopper eller orm hos din kat, får den en loppe-/ormekur på din regning.

 

Vi kan ikke garantere for evt. sygdom hos din kat, hvis det er som følge af luftbårent virus. Det kan ikke konstateres, hvilke katte der er bærer af et virus, men virus kan sagtens bæres af en i øvrigt rask kat og smitte andre katte.

 

Til gengæld tilbyder vi stille, rolig og kærlig omgang med din kat i et røgfrit og ultra rent miljø. Her er det den enkelte kats temperament der bestemmer, hvordan vi er sammen med den. Vi overskrider aldrig kattens grænser, men venter gerne til den selv ønsker kontakt med os. Vi forsøger at skabe så optimalt og trygt et ophold som muligt for det enkelte individ.

 

Kattens toilet rengøres efter hvert besøg.

 

Pensionen har nogle fællesarealer, som din kat også vil blive tilbudt at løbe rundt i. Hvis din kat har lyst, og må for dig, så gerne sammen med andre venligsindede katte, naturligvis kun under overvågning. Natten tilbringes altid i eget værelse uden adgang til andre katte.

 

Det er kun os, der har med din kat at gøre. Det betyder, at når du afhenter din kat, så får du en god og grundig beskrivelse af, hvordan pensionsopholdet er gået for katten.

 

I tidsrummet 07-23 har vi kontakt med kattene hver anden time, foruden den daglige fodrings-& og rengøringstid. I dagtimerne spilles der dæmpet musik.

 

Vi har også et enkelt udendørsbur, som vi benytter i perioden juni-september. Det er overdækket og indrettet med hylder, hængekøje, klatrestativ og et lille hus. Buret har plads til 2-3 katte fra samme ejer.

 

Skulle uheldet være ude og din kat bliver syg mens den er i vores pension, bliver katten tilset af pensionens tilknyttede dyrlæge, som har mange års erfaring med katte.

 

Da det er meget vigtigt, at din kat ikke skal vænne sig til et nyt foder mens den er i pension hos os, bedes du medbringe det foder din kat er vant til at spise hjemme. Foderskift betyder nemlig ofte dårlig mave for katten. Til gengæld har vi lækre snacks som supplement til det medbragte foder. I pensionen er køl/frys, såfremt din kats foder skal opbevares koldt.

 

Det er kun katte fra samme ejer, som må dele værelse hos os.

 

Det er meget vigtigt for kattens velbefindende, at vi får så mange oplysninger om din kat som muligt:

 

  • Må den komme ud?
  • Vil den leges og kæles med?
  • Er den helst fri? ´
  • Er den bange for andre katte?
  • Har den nogle skavanker vi skal være obs på?

 

Jo mere vi ved om din kat, jo bedre bliver opholdet for den.

 

Vi børster naturligvis din kat i det omfang, katten tillader det. Og vi giver gerne katten medbragt medicin. Husk at medbringe ekstra medicin i tilfælde af, du bliver forsinket på hjemrejsen.

 

Burene indeholder hylder, hængekøje, huler, kradsemiljø, foder- og vandskål samt lukket kattebakke. Alt er nyvasket og desinficeret inden din kats ophold.

 

Fra buret er der direkte adgang til kattens eget overdækket udebur med klatrestativ. Hvis din kat ikke må komme ud, kan vi låse for kattelemmen.

 

Du er meget velkommen til at medbringe kattens egne puder, hule, legetøj eller lign. Men husk det skal være rengjort. Skal kattens transportkasse blive hos os, bedes du sørge for den er ren.

 

Når du reserverer ophold hos os, skal du indbetale depositum (se punktet "Priser"). Når vi har registreret din indbetaling, mailer eller tilsender vi dig en bekræftelse samt et skema, som bedes udfyldt og medbragt til opholdet.

 

Blæsenborg Kattepension - Sandvedvej 36 - 4250 Fuglebjerg - Tlf: 60 63 16 50 - E-mail: post@blaesenborg-pension.dk